søndag den 24. marts 2013

En varm trøje


For noget tid siden tænkte jeg, at Alba godt kunne bruge en varm trøje til når det er lidt for varmt med jakke på i barnevognen. Jeg havde lidt sort og gråt garn (Vital fra Hjertegarn) liggende fra et tidligere projekt og købte et ekstra nøgle i pink. Jeg strikkede efter denne opskrift fra Drops. For første gang nogensinde prøvede jeg at klippe i mit strikketøj, for at kunne sætte en lynlås i, men stadig strikke rundt. Det var vildt nervepirrende at klippe i det, når man har brugt så lang tid på det. Men jeg fandt en rigtig god teknik på youtube, hvor man sikrede maskerne med kædemasker før man klipper. Det er lykkes nogenlunde, men er ikke blevet helt så kønt som jeg havde håbet. Jeg må vel bare acceptere at det er mit første forsøg.

Noget der dog overraskede mig da jeg havde strikket den færdig, er de meget smalle ærmer (jeg ved ikke om det er så tydeligt på billedet). Jeg kunne ikke forstå hvordan der kunne være så stor forskel i fastheden på kroppen og ærmerne, når jeg havde brugt de samme pinde. Men da jeg var nede hos Jorun sidst, så jeg at hun havde en model af den liggende, og den havde sjovt nok også ret smalle ærmer, så jeg har altså ikke gjort noget galt. Det er bare lidt ærgerligt for når Alba får den på ser hun enormt bredskuldret ud og den er ikke så god at bruge som overtøj, men hva?! Det går vel nok. Og så har jeg bare en årsag til at strikke endnu en trøje til Lillepigen (som allerede er på pindene)...

mandag den 11. marts 2013

Hvad man kan få natten til at gå med


I nat kunne jeg slet ikke falde i søvn og stod i stedet op og lavede dette glas-cover. Faktisk er det mit forsøg på at lave det såkaldte tunesisk hækling (hakning). Det er egentlig ikke så svært at bruge denne teknik, men det tager lang tid, da det er ret tæt. Jeg er nu blevet ganske tilfreds med resultatet. Synes at strukturen i det er rigtig fin!

Det pynter også fint på de små glas som man nu lidt bedre kan tillade sig at have stående fremme til opbevaring.

Sådan gjorde jeg:

Jeg lavede en kæde af luftmasker der passede i længden med det brede stykke på glasset.

Herefter samlede jeg en maske op i hver af maskerne og lod dem sidde på hæklenålen. For derefter at trække garnet tilbage gennem to masker af gangen på rækken. En række består sålededes af en omgang fremad hvor der samles masker op, samt en række baglæns hvor de lukkes igen. Det giver et fint firkantet mønster som måske kan anes på billedet.

Da jeg havde hakket nok til at det kunne nå rundt om glasset, samlede jeg det til en cylinder med kædemasker.

Nu lavede jeg fastmasker (med den hvide farve) hele vejen rundt i kanten og hæklede et par omgange fastmasker ned til bunden af glasset.

Så lavede jeg en omgang i kun det inderste maskeled hvor jeg samtidig hæklede hver 6. og 7. maske sammen.

Herefter en omgang hvor jeg hæklede 5. og 6. maske sammen og så videre nedefter indtil alle maskerne blev hæklet sammen to og to.

Til sidst hæftede jeg enderne og monteret kunstværket på et glas fra babymos og voila!!