fredag den 11. januar 2013

Det er så koldt derude...

I går var jeg til gymnastik med Alba på Frederiksberg. På turen hjem derfra svingede jeg lige forbi mit yndlingssted; nemlig Jorun Garn på Godthåbsvej 51.

I efteråret 2011 gik jeg arbejdsløs og i den forbindelse var jeg rundt til samtlige garnbutikker i København for at søge job. Desværre var svaret det samme alle steder: "vi har ikke noget at lave til dig!". Men ikke hos Jorun! Her var det det stik modsatte. Hun havde alt for travlt til overhovedet at lære mig op og desuden var der ikke penge til en ansat. MEN jeg var stædig og tilbød min hjælp som praktikant i 4 uger. Det kostede hende ikke noget og hvis det var kunne hun bare sætte mig til at rydde op. Men hun blev vist lidt overrasket, for hun havde ikke regnet med at en pige på 24 viste noget som helst om garn og kunne hjælpe de fleste kunder rimelig hurtigt.

Men Jorun var heldigvis ikke den eneste der fik noget ud af det; jeg fik noget at lave i fire uger og lærte også en masse spændende ting om uld, fandt den bedste garnbutik i København og fik en rigtig god veninde.
For Joruns butik er nok en af de mest populære garnbutikker i Københavnsområdet. Der er i hvert fald rigtig mange faste kunder. Og det er der også god grund til. Hun har så meget lækkert uld og en kæmpe viden som hun gerne deler ud af. Det kan nærmest være farligt at besøge hende, for et besøg kan ikke vare mindre end en halv time fordi vi har så meget at snakke om og man kan heller ikke gå derfra uden noget garn. Så det er godt at hun indimellem har nogle gode tilbud når pengepungen er lidt halvtom efter decembers gaveræs. Jeg var så heldig at komme hjem med 5 nøgler Snældan til 18 kr stykket da det var rester hun havde liggende. Jeg vil lave en helt enkelt rød sweater med lidt pink mønster til Alba af det.


Jorun var også den der introducerede mig til pladegarn og shetlandsuld, men det er 2 historier i må få på et andet tidspunkt...
Men en ting er sikker. Joruns butik er helt klart et besøg værd hvis man kommer på disse kanter...

mandag den 7. januar 2013

Alba-garnet ryger (Alba-barnet bliver...)

Jeg var et smut forbi Garnstuen på Østerbrogade forleden fordi jeg havde set at de førte BC Garn, som producerer Alba garnet. Til min store ærgrelse tror jeg ikke Alba-garnet er godt at bruge til en sparkedragt til lillepigen. Det virkede meget hårdt og kan nok ikke holde formen særlig godt efter vask.
Så jeg måtte hjem på Google og se om jeg kunne finde noget andet at bruge i stedet. Jeg er meget opsat på at det skal være bomuldsgarn da Alba let bliver for varm. Jeg faldt over nogle forskellige typer fra det spanske Katia som var blevet anbefalet til at strikke tøj af. Derudover fandt jeg noget garn fra Peru som hedder pima bomuld som skulle være noget af det blødestes bomuld man kan få. Jeg bliver vist nødt til at tage ind til byen en dag så jeg kan mærke på dem.

Jeg er ret glad for at jeg gik ind og mærkede på Alba-garnet, for jeg havde kraftigt overvejet bare at bestille det. Men jeg har nu lært hvor vigtigt det er at se garnet i levende live før man køber. Det er jo så vigtigt at garnet man bruger passer til det man skal lave.
Godt jeg ikke lavede en hel sparkedragt for så at finde ud af dette...

torsdag den 3. januar 2013

Hvordan det hele begyndte...

Velkommen til min blog!
Jeg er totalt nybegynder i denne blog-verden (så bær over med mig). Jeg har nu i lang tid gået og haft lyst til at komme ud med nogle af alle mine ideer og projekter indenfor håndarbejde. NU skulle det være!

Jeg har altid haft et kreativt gen og har, som de fleste andre der lærer at strikke, svunget mine første pinde sammen med min farmor, da jeg var  lille. Siden da er det blevet til ikke så få masker der er fløjet igennem mine fingre. Som 15-årig fik jeg et fritidsjob som medhjælper i en garn-forretning og fik herigennem kendskab til en lidt større del af denne forunderlige verden. Dog var det mest syning der vakte min interesse i teenage-årene. Men da jeg blev voksen tog min strikkemani fart og efterhånden går der ikke en dag uden jeg har fingre i garnet... I takt med manien vokser vokser min viden og jeg er vild med at lære nye ting og prøve teknikker af. Nogle siger at man enten strikker for det færdige produkts skyld ("nyttestrikker") eller for at afprøve teknikker ("processtrikker"). Jeg er nok mest det sidste, selvom der da sniger sig et nytte-projekt ind i ny og næ... Men jeg må nok nødt til at indrømme at jeg har indtil flere ufærdige strikketøjer liggende rundt omkring, hvilket vist er et stærkt bevis på at jeg processtrikker.

Denne blog vil jeg bruge til at fortælle om hvad jeg kunne tænke mig at lave, hvad jeg går i gang med, og hvad jeg eventuelt færdiggør ;-)

Jeg håber nogle af jer derude kan få lidt inspiration af mine projekter og ellers bare hygger jer med at læse min blog. Det er det den er her for.

God læselyst.

De kærligste hilsner
Maria